TV 2: Vi ønsker lige vilkår

MediaWatch

Den kommende digitale tv-udvikling får TV 2 til at advare mod, at konkurrencevilkårene på tv-markedet skrævvrides til fordel for konkurrenterne. Lukningen af det analoge sendenet i 2009 får omfattende konsekvenser for TV 2, forudser tv-stationen. TV 2 skal tjene sine egne penge og vurderer, at en intensiveret konkurrencesituation med en mangedobling af antallet af tv-kanaler i det digitale jordbaserede sendenet, vil reducere TV 2s seerandele og omsætning. Hvis TV 2s konkurrenter får adgang til reklamebreaks i det jordbaserede digitale sendenet fra 2009, sender TV 2 og f.eks. TV3 under forskellige reklameregler, men med jævnbyrdig distribution. TV 2 oplyser til MediaWatch, at man ønsker at sende i det digitale jordbaserede sendenet på lige vilkår med konkurrenterne; hvad enten det så inkluderer reklamebreaks eller ej. Lige vilkår betyder samtidig, at man gerne vil kunne opkræve abonnement for kanalen. Hvorledes politikerne så skal besætte op mod 28 tv-kanaler i sendenettet med blandt andet TV3, TV3+ og Kanal5, der i dag benytter reklamebreaks, er ikke TV 2s afgørelse eller problem. "Lige nu tyder intet i de politiske udmeldinger på, at reklamereglerne bliver liberaliseret i det digitale jordsendenet - tværtimod slår alle politikere fast, at breaks ikke kommer på tale. Vi må derfor antage, at reglerne forbliver, som de er i dag, og derfor er det selvfølgelig magtpåliggende for os at få de samme vilkår som vore konkurrenter. Enten breaks for alle - eller for ingen," siger informationschef Kaj Høivang, TV 2, til MediaWatch. TV 2 ser en trussel i horisonten, fordi kanalen er den eneste fuldt landsdækkende, reklamebærende tv-station. Den sender i et univers på cirka 20 pct. af de danske husstande, som ikke modtager andre reklamefinansierede tv-kanaler. Den position giver TV 2 en økonomisk fordel, som forsvinder i 2009. "Det er vores vurdering, at cirka halvdelen af de 20 pct. vil vælge at få flere kanaler via det jordbaserede digitale sendenet. Hvis deres seeradfærd udvikler sig i nogenlunde samme retning, som de 80 pct. af de danske husstande, der i dag har adgang til mange tv-kanaler, vil vi miste seerandele og dermed reklameindtægter. Vores beregninger viser, at tabet kommer til at ligge omkring 150 mio. kr. ved en forsigtig vurdering," siger Høivang. Løsningen set med TV 2s øjne er en tilladelse til abonnementsbetaling - ikke tilladelse til reklamebreaks. Ahængigheden af tv-reklamer kan gøre TV 2 sårbar i et konjunkturtilbageslag, og derfor ønsker TV 2, som er pålagt public service-forpligtelser, abonnemenetsindtægter på lige fod med sine konkurrenter. "Vi synes ikke, det ville være urimeligt, hvis seerne eksempelvis skulle betale det samme for TV 2, som de betaler for TV3 i dag," siger Kaj Høivang.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu