Styrelse vil gøre opkald til mobiler billigere

MediaWatch

IT- og Telestyrelsen lægger i et udkast, der blev præsenteret fredag, op til, at mobiltermineringsprisen sænkes gradvist over to år. Prisen skal sænkes omkring en tredjedel, fordi en sammenligning med tilsvarende priser i Norge, Sverige og Finland har vist, at de danske mobilselskaber tager overpris for at sende samtaler fra kunder i andre selskabers net til egne kunder. Det oplyser IT- og Telestyrelsen i en pressemeddelelse. Den nuværende minutpris på 94-96 øre pr. minut skal ifølge styrelsens udkast sænkes til 84 øre i 2005, 72 øre i 2006 og videre ned til 62 øre i 2007. Det giver samlet set et prisfald på 35 pct. Kravene omfatter i første omgang TDC, TeliaSonera og Sonofon, mens 3 og Tele 2 slipper indtil videre. Det sker fordi, Tele2 ikke selv ejer et mobilnet, og fordi 3 er så lille og ny, at styrelsen vurderer, at en stram prisregulering vil ødelægge teleselskabets mulighed for at vinde fodfæste. Udkastet til afgørelse sendes nu i høring frem til 1. august. Herefter vil IT- og Telestyrelsen træffe den endelige afgørelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu