Klage over Googles nye mail i Danmark

MediaWatch

Gruppen Privacy International har klaget over Googles nye e-mail i en række lande som Canada og Australien og i Europa blandt andet i Danmark, Sverige, Frankrig og Tyskland.

Gruppen indklager Google for at overtræde persondataloven, da Googles betaling for den nye tjeneste sker i form af scanning af brugernes e-mail.

Scanningen sker for at kunne målrette reklame-tilbud til brugerne af e-mail-systemet Gmail, så hvis man i en e-mail nævner hovedpine, vil man få reklamer for hovedpinetabletter.

Det er ifølge Privacy International ikke i overensstemmelse med persondatalovene i en lang række lande.

Google mener dog, at så længe man henter brugernes accept, inden man scanner deres mail, er systemet ikke ulovligt.

Google er ifølge Reuters gået i dialog med en række af landenes datatilsyn.

Et andet persondata-problem i Googles Gmail er, at brugeren ikke kan fjerne sin mail fuldstændigt fra mail-systemet.

Det medfører, at andre brugere af systemet med lidt snilde kan finde en tilfældig mail, som en anden bruger tidligere har sendt eller modtaget på et eller andet tidspunkt.

Ud over private grupper er også amerikanske politikere begyndt at interessere sig for Gmail.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu