København køber e-læring

MediaWatch

Med den ny læringsplatform til alle Københavns gymnasier og Voksenuddannelsescentre (VUC) har kommunen taget et skridt hen mod opfyldelsen af den nye gymnasie- og hf-reform, der lægger vægt på, at informationsteknologi skal prioriteres højt.

Kommunen har allerede brugt et konkurrerende virtuelt læringsmiljø igennem 2 år, men mistede tålmodigheden med sin daværende løsning, da den viste sig relativ langsom og ustabil.

I stedet har kommunen nu valgt platformen Fronter fra firmaet Mecantilius.com.

Peter Rasmussen, direktør for Uddannelses- og Ungdomsforvaltningen, nævner en yderligere grund til beslutningen om at skifte til Fronter, nemlig brugernes stadig større krav til læringsplatformen:

"Vi måtte erkende, at arbejdet med at udvikle vores daværende platform, så den kunne leve op til brugernes krav, blev en betragtelig og konstant belastning for os," lyder det i en pressemeddelelse.

"Og da vi fandt ud af, at Fronters platform kunne honorere alle brugerkravene og mere til, var det oplagt for en enig arbejdsgruppe at indstille Fronter."

Ud over købet af læringsplatformen får alle 750 lærere en grundig indføring i platformen. Og de lærere, der forpligter sig til at benytte Fronter i undervisningen, får tilmed en gratis ADSL-forbindelse i hjemmet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu