Vægtige veteraner i nyt digital-center

MediaWatch

De tre bag initiativet er Troels Andersen, tidligere analytiker på Mandag Morgen, Simon Hansen, tidligere direktør i Statens Information og Michael Karvø, tidligere kontorchef i Forskningsministeriet.

De har det til fælles, at de alle i snart mange år har arbejdet med digitalisering af den offentlige sektor - Både i den offentlige og den private sektor.

De har også det til fælles, at de mener, at området er iltfattigt og mangler retning, holdninger, debat og konsoliderede analyser.

”Digitaliseringen af den offentlige sektor er for vigtig til ikke at blive diskuteret. Vi taler om milliardinvesteringer de kommende år,” siger den nye centerleder Michael Karvø.

Det kræver diskussion, debat og ikke mindst holdninger til eksempelvis størrelsen af den offentlige sektor, mener han.

”Behovet for centrale henholdsvis decentrale løsninger, åben offentlig forvaltning, grænser for hvad teknologien kan og ikke mindst, hvad den ikke kan” siger centerlederen.

Centret er ifølge eget udsagn uafhængigt af kommercielle eller offentlige interesser, og vil være ramme for de mange, der ønsker en mere åben debat om digitaliseringen af den offentlige sektor.

På centerets hjemmeside www.cedi.dk kan alle få gratis adgang til offentlige EU-udbud, nyheder fra ind- og udland, synspunkter fra leverandører, embedsmænd, forskere og forfattere samt adgang til diverse tendensrapporter eller minisurveys på digital forvaltningsområdet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu