Mikkelsen inddrager Zulus licenspenge

MediaWatch

Under et møde i Kulturministeriet torsdag aften blev partierne bag medieforliget - Venstre, de konservative og Dansk Folkeparti - enige om, at fratrække det beløb i TV 2 Zulus licensbidrag, som Zulu tjener på at blive betalingskanal.

- Vi har besluttet, at licensen til TV 2 Danmark fra 2003 og frem som minimum skal reduceres med et beløb, der svarer til den gevinst, som TV 2 Zulu tjener på at blive betalingskanal, - siger de konservatives medieordfører, Carina Christensen, til Netavisen Infopaq.

Det endelig beløb, som Zulu vil tjene på at blive betalingskanal kendes endnu ikke.

Pengene, som Zulu mister, ryger direkte tilbage i licensbetalernes lomme. Licensen bliver nemlig sat ned og partierne venter en besparelse på 50 millioner kroner i 2003 og på 85 millioner om året i årene efter.

Carina Christensen siger til Netavisen Infopaq, at det var den eneste mulighed partierne havde for at reagere på TV 2 Zulus stærkt kritiserede beslutning om at overgå til betalingskanal til næste år.

- Vi har tidligere udtrykt, at vi er meget utilfredse. Vi synes, at det er urimeligt, når Zulu har fået licenspenge til at oprette kanalen. Derfor tænkte vi, at vi måtte gøre noget drastisk - nu får de ikke en rød reje, så må vi se, om de stadig vil gøre det, - siger Carina Christensen.

Dansk Folkepartis medieordfører, Poul Nødgaard, glæder sig over, at licensbetalerne nu slipper for at betale for at se TV 2 Zulu to gange.

- Når TV 2 Zulu gøres til betalingskanal mister seerne jo muligheden for - uden ekstraregninger - at se én af de tv-kanaler, som de i forvejen har betalt til over licensen. Men med denne aftale sikrer vi, at ingen kommer til at betale både over licensen og over den påtænkte brugerbetaling, - siger Poul Nødgaard.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu