Jobs.com solgt for 800.000 dollar
TMP Worldwide står bag jobtjenesten Monster.com, og skal bruge jobs.com-sitet som paraply for Monster.com samt de øvrige job-tjenester, som selskabet driver på nettet. Det skriver Speednames i sit nyhedsbrev.
En væsentlig årsag til købet var, at Jobs.com tiltrak 400.000 besøgende i februar på trods af, at sitet lå dødt hen på det tidspunkt. Det er stadig kun én procent af det antal besøgende, som Monster.com tiltrækker
- Men sitet er det mest logiske sted for nye brugere på nettet at søge information om karriere og job, siger Monster-stifter og formand Jeff Taylor.
800.000 dollar kan synes dyrt for et domænenavn, men det er pebernødder i forhold til de priser, der blev betalt for domæner under dot.com-boomet. F.eks. blev business.com solgt for 7,5 millioner dollar (godt 60 millioner kroner).