Online-hits: Nyheder og underholdning

MediaWatch

Blandt de aktive internetbrugere, der deltog i undersøgelsen, var 47 procent en eller flere gange i løbet af uge 41 inde på sider under kategorien "Ferie og fritid", hvilket gør kategorien til den gruppe af websites som har den største andel af besøgende.

Lige efter følger "Nyheder" med 41 procent, "Marked" med 30 procent og "Sex og erotik" med 28 procent af de aktive internetbrugere.

Generelt er der kun få forskelle mellem kønnenes brug af de forskellige indholdskategorier. Størst forskel er der på "Sex og erotik" hvor en andel på 34 procent af de aktive mandlige internetbrugere har besøgt et eller flere websites i løbet af en uge, mens det tilsvarende tal for kvinderne er 19 procent.

"Mennesker og sundhed" er den eneste kategori, der har mærket et fald i internetbrugernes interesse siden målingen året forinden. Det er især kvinderne, der er stået af sundhedsræset, selvom kvinderne stadig udgør den største andel af brugere i denne kategori.

Undersøgelsen viser også, at Internettet benyttes "24/7", altså 24 timer i døgnet alle ugens dage. Det underbygges af, at en andel på 30 procent af de aktive internetbrugere har besøgt et website i "Nyheds-kategorien" mellem 24 og 06 i løbet af en uge.

Nyhedskategorien er dog mest besøgt mellem 06 og 18, dvs. indenfor den almindelige arbejdstid. Sex og erotik er derimod naturligt nok mest besøgt mellem 18 og 06. For kategorierne 'Fritid og ferie', 'IT og teknologi' og 'kunst og kultur' gælder alle, at der er størst aktivitet fra mellem klokken 12 og 24 (altså både i arbejds- og fritiden).

Nyhedskategorien viser dog et markant udslag om mandagen, hvilket kan antyde en øget søgning efter nyheder på ugens første arbejdsdag. Dog skal det tages med i betragtning, at netop denne mandag var dagen efter, at USA indledte deres militære offensiv i Afghanistan, hvilket sandsynligvis har været medvirkende til interessen.

Undersøgelsen viser endelig, at en andel på 48 procent siger, at de primært surfer fra hjemmet, mens 34 procent benytter Internettet på arbejdspladsen. Herefter følger uddannelsesinstitutioner med otte procent af brugerne, "hos familie og venner" (fem procent) og "på biblioteket" (tre procent).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu