Håndboldherrerne satte alle til vægs

MediaWatch

Et gennemsnit på 1.279,000 danskere valgte at følge gyseren mod de svenske arvefjender, og med en sejr på 27-26 og en plads i semifinalen er der gode muligheder for nye rekorder.

TV 2 oplyser i sin seneste nyhedsmail, at seertallet var størst i kampens hektiske slutfase, hvor knap 1,7 millioner seere fulgte opgøret. Det gennemsnitlige seertal på 1.279,000 svarer til en share på 60 procent.

Ifølge TV 2 var håndboldlandskampen kraftigt medvirkende til at TV 2 og søsterkanalen Zulu havde en samlet kommerciel seerandel blandt de 21-50-årige på 71,9 procent.

Naturligt nok blev samtlige programmer i samme tidsrum udkonkurreret af håndbolden. Og blandt de slagne var blandt andet premieren på TvDanmarks nye realityshow " Temptation Island"

TvDanmark erkender at man ikke kunne stille meget op overfor de danske håndboldherrer, og programdirektør Bjarne Bo Berthelsen sender på vegne af kanalen lykønskninger til håndboldlandsholdet.

TvDanmark valgte belært af de nylige svenske Temptation Island erfaringer at genudsende premieren umiddelbart efter landskampen og sammenlagt fik programmerne et gennemsnit på 244.000 seere.

Bjarne Bo Berthelsen siger til Mediawatch, at Temptation Island i hans øjne fik et godt afsæt og understreger at tallene skal ses i relation til kanalens eget univers. TvDanmark kan idag modtages af 70 procent af den danske befolkning.

Trods "nederlaget" til håndboldherrerne blev Temptation Island, ifølge TvDanmark, det næstmest sete TV-program i det kommercielle TV-univers torsdag aften.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu