Berlingske og TV 2 i konfrontation

MediaWatch

Er der to der ikke står sammen i dansk mediepolitik i disse dage, så er det Berlingske Tidende og TV 2. Lige siden valget har der været konfrontation mellem TV 2s direktør Cristina Lage og bladets ledere, sekunderet af selveste direktøren for Det Berlingske Officin, Joachim Malling.
Det gamle bladhus har ambitioner på det elektroniske mediemarked og har længe været fortaler for en liberalisering af medierne i et nyt medieforlig, herunder en privatisering af TV 2, præcisering af public service, en oprydning på radio-området og et stop for TV 2s kommercielle internet-aktiviteter.
Både Berlingske og TV 2 ved, at kulturministeren lige nu arbejder på at skabe et nyt, mere liberalt medieforlig til fremlæggelse senere på foråret.
Derfor er de borgerlige avisers konsekvente linie ikke populær, og hverken en privatisering eller en mulig opstramning af public service opgaven vækker begejstring i TV2-ledelsen.

Lage skriver, at den borgerlige presse har alt for travlt med at få privatiseret TV 2, og at man kun ser på økonomi og TV 2s konstruktion. TV 2-direktøren ser hellere en debat baseret på programindhold. Hun mener at kernepunktet er, at TV 2 vil komme til at ligne TV3 og TvDanmark, som er uden betydning som nyhedsformidlere og for samfundsdebatten.
Og hun minder om, at Rigsrevisionen har bekræftet, at TV 2 ikke bruger licensmidler til konkurrenceforvridning på internetmarkedet.

Berlingske Tidende replicerede i sidste uge, at det er for-ståeligt, at TV2 føler sig truet på sin beskyttede eksistens og derfor er gået i offensiven. TV 2s privatisering kan udmærket ske med indbyggede programforpligtelser, påpeger avisen og opfordrer direkte regeringen til ikke at lade sig true af TV 2.
Berlingske fremhæver endvidere, at man ikke kan se nogen grund til, at staten sidder tungt på ejerskabet af de to toneangivende TV-selskaber - med tilknyttede regionale stationer og monopol på landsdækkende radio.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu