EU skal sætte skub i dansk telebranche

MediaWatch

Det økonomisk trængte Orange (tidligere Mobilix) besluttede onsdag udelukkende at fokusere på mobiltelefoni fremover.

Ifølge Torben Rune fra rådgivningsfirmaet Netplan bærer Telestyrelsen en stor del af ansvaret for, at danskerne nu har én mindre leverandør at vælge imellem på fastnet og internet. Det skriver Netavisen Infopaq.

Han mener, at styrelsen har været katastrofalt langsommelige med kontrakter angående konkurrenternes adgang til det tidligere statsmonopol TDCs rå kobber.

- Efter at have haft de aftaler liggende i et år finder Tele-styrelsen pludselig ud af, at de er ulovlige. Det er efter min mening et smøleri, der har skadet konkurrencen. At man efter så lang tid opdager, at der er væsentlige fejl får mig til at sige, at synderen i det her spil er de danske telemyndigheder, - siger Torben Rune i et interview til Netavisen Infopaq.

Den gode nyhed for de danske forbrugere er, at Europa-Parlamentet så sent som i går vedtog nye regler, der kan gribe ind over for national telelovgivning, hvis den er i strid med EUs planer for telemarkedet.

- Det er for alvor noget, der vil kunne sætte skub i udviklingen, ikke blot i Danmark, men i hele Europa. For indtil nu har vi reelt ikke haft noget indre marked for teleydelser, og de nationale myndigheder har holdt hånden over egne tidligere statsmonopoler. Det er slut nu. -

- Jeg håber ikke, at der er flere, der er nødt til at gå samme vej som Orange. Men hvis ikke der sker ændringer, så kan andre selskaber måske være nødt til at trække sig fra dele af markedet, - siger han.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu