Internettet skaber stadig vækst
Det mener to amerikanske økonomer, Robert E. Litan og Alice M. Rivlin, der ifølge Reuters spår den internet-relaterede vækst i USA til at være på en kvart til en halv procent årligt.
Men væksten kommer ikke fra dot-com-selskaber. De to økonomer mener, at den stigende produktivitet hænger sammen med, at stadig flere rutine-funktioner bliver overført til nettet.
Det gør det muligt for både etablerede industrier, finansverdenen og offentlige myndigheder i stadig højere grad at automatisere papirarbejdet.
Myndighederne sparer penge, når borgerne kan finde informationer og afsende rutine-meddelelser online. Og finansverdenen kan spare betragtelige summer, hvis flere kunder bruger elektroniske betalinger.