SBS vinder på ny regering

MediaWatch

Medieforliget er skrottet, og ministeren har meddelt, at der kommer et nyt medieudspil om nogle uger. Signalet i regeringsgrundlaget er liberaliseringer.

De konkrete planer kendes ikke, men der har været flere indikationer fra både V og K. Meget tyder derfor på, at Scandinavian Broadcasting Systems, SBS, bliver den store vinder som følge af regeringsskiftet.

Selskabet har først og fremmest udsigt til, at networkafgiften bliver lempet eller afskaffet. Det er en årlig besparelse i TvDanmark2-systemet på 30 millioner kroner, der i stedet kan investeres i programmer.

En større revision af lokal-TV området kunne også føre til mere fleksible programkrav til de små lokale sendere og højere sendestyrke på de svage UHF sendere rundt om i landet. Samlet set en væsentlig håndsrækning til networket.

Dernæst vil en grundig liberalisering af radioområdet føre til langt bedre arbejdsbetingelser for SBS' to brands, Voice og POPFM, der givetvis er klar til at geare op som fuldt landsdækkende kanaler, hvis der udbydes nye lands-dækkende frekvenssæt, eller hvis der blot tillades fri networking og højere sendestyrke.

Selv om SBS' radiostationer havner i skarp konkurrence, vil et generelt løft af radiomarkedet med stigende omsætning være til stor fordel for veletablerede radiobrands.

SBS er ifølge koncernens nyhedsbrev også tilfredse med, at den forrige regerings projekt om et digitalt jordbaserede sendenet tages op til overvejelse, og at udbuddet af den femte radiokanal er droppet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu