Regeringsskifte får medie-konsekvenser

MediaWatch

Ikke alene har den konservative medieordfører Brian Mikkelsen været nævnt som ny kulturminister; Venstres medieordfører Jens Rohde kan her og nu fremlægge en række klare holdninger til ændringer.

Først og fremmest er det Venstres holdning, at TV 2 skal privatiseres. Partiet vurderer, at konstruktionen med 80 procent reklamer og 20 procent licens er økonomisk uholdbar. I dag har TV 2 problemer med at få økonomien til at hænge sammen.

Hver gang der skal økonomiske forbedringer til, bliver det public service-delen, der må betale prisen, fordi TV 2 er så markedsafhængig, at stationen nødvendigvis agerer på kommercielle præmisser, når konkurrencen skærpes.

I Venstre vil man gerne helt afskaffe licensen. Der skal være en demokratisk grundforsyning, som finansieres offentligt, men derudover må folk selv vælge, hvad de ønsker i abonnement.

Den problematiske plan om et digital jordnet er Venstre meget betænkelig ved. Rohde frygter, at det kommer til at gå så langsomt, så der - når det hele er gennemført - allerede er nye og bedre distributionssystemer. Han siger, at skal det gennemføres, så må følgende forudsætninger opfyldes:

Der skal være et indhold, som befolkningen gider at se.

Der må anskaffes et maximalt antal muxer, mindst fem.

Og den analoge/digitale dobbeltsending skal standse inden for to-tre år.

- Hvis der ikke kan skabes rentabilitet i nettet, vil jeg anbefale, at man standser projektet hurtigst muligt, siger Rohde til Mediawatch.

Venstres medieordfører er meget i tvivl om, hvorvidt en digital jordlancering overhovedet er realistisk, når man tager det danske markeds størrelse og ikke mindst satellitplatformenes fremvækst i betragtning.

Venstre vil desuden af med networkafgiften, som TvDanmark2 betaler. Der skal ikke være afgifter for TV-stationer, der har fået pålagt public service-forpligtelser. TvDanmark2 skal både give tre timers plads til græsrodsstationer, og skal producere en times nyheder hver dag. Noget TV 2-regionerne får millioner for, mens de andre skal betale.

- Det vil vi lave om på, siger Venstremanden.

Jens Rohde tilføjer, at det er vigtigt at skelne mellem kulturpolitik og erhvervspolitik. Når det drejer sig om kommercielle kanaler, så er det erhvervspolitik, mens DR er kulturpolitik.

Under en liberal-borgerlig regering hører kun DR ind under Kulturministeriet. Resten af medieverdenen hører ifølge Venstre ind under Erhvervsministeriet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu