Ny tvivl om DAB i Sverige

MediaWatch

Denne gang udløses usikkerheden af det svenske Rigsdagsmedlem for Moderaterne, Ola Karlsson, der i et åbent brev til Kulturminister Marita Ulvskog kræver svar på, hvornår hun vil nedsætte en lovet DAB-komité, der skal få gang i udviklingen.

Baggrunden for Karlssons kritik er ifølge Etermedia, at der kun er afsat cirka 500 modtagere til de svenske lyttere siden starten for seks år siden.

Der udbydes fortsat kun radiokanaler fra Sveriges Radio, der årligt investerer 70 millioner svenske kroner i DAB. Karlsson påpeger, at det er 140.000 kroner pr. modtager på markedet.

Der er ganske enkelt ingen efterspørgsel på DAB, konkluderer Rigsdagsmanden. Karlsson peger på politiseringen af digital radio som én af problemerne. Han kritiserer de politisk bestemte skønhedskonkurrencer, der bestemmer hvem som skal sende.

- De frie radiostationer er ikke interesserede i at sende under sådanne vilkår, siger Ola Karlsson.

Venstres medieordfører Jens Rohde deler en skeptisk holdning til digitaliseringen af radio. Både med hensyn til merværdien og økonomien. Også Rohde er bekymret over den politisering, som medierne og de digitale projekter udsættes for.

- Der er for meget kultur og for lidt erhvervstænkning. Hvis ikke politikerne indser, at kommercielt drevet medievirksomhed alene er et erhvervsmæssigt anliggende, som man ikke skal blande politiske restriktioner ind i, så har et digitalt jordnet på radio (og TV) ikke en chance, siger Jens Rohde.

Ifølge Jens Rohde er kulturpolitik alene en sag om public service.

DR's radiodirektør, Leif Lønsmann, sagde for nylig til Mediawatch, at han forventer, det går langsomt med DAB i Danmark - ligesom det gjorde med analog radio i 20'erne, TV i 50'erne og farve-TV i 60'erne.

- Ingen forestiller sig, at DAB entrer hjemmene i 2004 - men heller ingen tror, at radiosignaler fortsat er et analogt fænomen i 2010, siger Lønsmann.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu