Volvo og WM-data i fælles teleselskab
Det nye selskab dannes ved, at Volvo IT overdrager sin telefonivirksomhed til selskabet Kågeby Telekonsulting, der er et datterselskab til WM-data. Til gengæld får Volvo overdraget 45 procent af aktierne i Kågeby, skriver Vision.
Kunderne, som det nydannede selskab satser på, er store og middelstore virksomheder særligt i Sverige. Men da WM-data er repræsenteret i hele Norden, satser man også på de øvrige nordiske lande.
Det fælles selskab får omkring 40 ansatte og forventes at have en omsætning på 125 millioner skr. det første år.