Code Red steg drastisk - nu på retur

MediaWatch

I Danmark er angrebet kun gået ud over halvt så mange servere som sidste gang den røde orm gik til angreb 19. juli.

- Der har været massiv pressedækning af sagen denne gang, og FBI og Microsofts advarsel forud for angrebet har fået folk til at gardere sig, - siger teknisk chef ved sikkerhedsfirmaet, eSec, Peter Jelver til Netavisen Infopaq.

Den røde orm angriber Microsoft-baserede maskiner og springer fra server til server. I første omgang blev ormen skabt i et forsøg på at hacke Det Hvide Hus' hjemmeside. Det lykkedes dog ikke - den amerikanske administration skiftede adresse - men til gengæld blev 280.000 andre servere ramt.

De mange advarsler og den massive pressedækning har ifølge Peter Jelver ikke været overdrevet.

- Man kunne have frygtet, at trafikken på internettet ville blive voldsomt overbelastet, - siger han. - Det man har været bange for er, at nye varianter af Code Red skulle vise sig, og den risiko eksisterer stadig. -

Selvom alt tyder på, at den røde orm er på retur i denne omgang, er der ingen grund til at ånde lettet op. Sikkerhedsfolkene kæmper for at følge med hackerne, men der er ingen garantier for, at det lykkes.

- Det er en ny tendens på internettet at de her server-orme springer fra server til server, - forklarer Peter Jelver.

Torsdag morgen blev der stadig registreret nye angreb, men Peter Jelver vurderer, at trafikken vil tage af i løbet af formiddagen. Der kan gå flere dage før de ramte servere er oppe og køre på fuld styrke igen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu