Rapport: WLAN truer 3G-telefoni

MediaWatch

Flere selskaber i USA og Skandinavien er langt fremme med planer om at etablere trådløse lokalnetværk på knudepunkter, hvor forretningsrejsende opholder sig.

De nye netværk, med en relativ kort rækkevidde på omkring 50 meter, kræver ingen licens, tilbyder højhastigheds-internet og er ganske billige at etablere.

En undersøgelse, foretaget af det britiske konsulentfirma BWCS, viser, at WLAN kan gøre indhug i teleselskabernes indtjening på UMTS-netværkene. Det skriver MforMobile.

BWCS forudser, at nye operatører i løbet af 3-4 år vil have etableret WLAN "alle steder, hvor forretningsfolk gør ophold". Det kan f.eks. være i lufthavne, på hoteller eller i cafeer.

- De nye operatører har regnet ud, at forretningsfolk på farten ikke nødvendigvis ønsker adgang til trådløse data, mens de rejser. De ønsker adgang når der er ventetid, f.eks. i en lufthavn eller på en café, siger Ross Parsons, analytiker hos BWCS og forfatter til rapporten.

Han forudser, at de trådløse lokalnetværk fremover vil udkonkurrere 3G-systemer som den mest populære måde for forretningsrejsende til at få adgang til virksomhedens netværk samt at surfe på nettet.

Ved at etablere knudepunkter på alle disse knudepunkter, kan de nye operatører tilbyde adgang til netværket, uden at de behøver at investere i en fuldstændig dækning - som de traditionelle operatører er nødt til.

- De avancerede mobiltjenester kan tilbyde hastigheder op til 384 Kbps. WLAN kører op mod 10-20 gange hurtigere, siger Parsons.

USA er længst fremme med udbredelsen af WLAN. Operatører som MobileStar har de senere år etableret knudepunkter i en række lufthavne og hoteller. Operatøren har også indgået en aftale med den landsdækkende café-kæde Starbucks om installation af trådløse lokalnetværk.

Det forventes, at antallet af knudepunkter alene i USA vil stige fra 1.770 i slutningen af 2000 til flere end 28.800 frem til 2006. I Europa var der i slutningen af 2000 blot 250 knudepunkter - de fleste etableret i Skandinavien af bl.a. Telia.

Telenor Mobil og Ericsson har ligeledes indgået partnerskab om at udvikle mobilløsninger som kan kombinere UMTS med trådløse lokalnetværk.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu