Tele Danmark-domæne lukket

MediaWatch

Tele Danmark Mobil var blandt i alt 7.500 domæneejere, der måtte se adgangen til domænet spærret. Også Reuters, Kodak og cirka 7.500 andre virksomheder og privatpersoner har været glemsomme.

Domæneejerne har ellers fået god tid til at bringe deres beskedne gældspost i orden, skriver Berlingske Tidende.

Selskabet DK Hostmaster, der administrerer de danske domæner, sendte de første rykkere ud i maj 2000, siger administrerende direktør Per Kølle fra DK Hostmaster.

Den 30. maj i år var der fortsat 10.000, som ikke havde reageret. Endnu en rykker med frist til 14. juni, gav ringe resultat.

- Så var der en restpulje, hvor folk simpelthen ikke reagerede, og det er korrekt, at Tele Danmark var en af dem. De fik en frist til 1. juli hvorefter vi satte de sidste cirka 7.500 domæner på "hold", siger Per Kølle.

DK Hostmaster har siden sidste år brugt to millioner kroner på forsvundne eller dårligt betalende domæneejere.

- Vi har brugt en masse penge i forvejen og har ikke lyst til at brænde 350.000 kroner af bare på frimærker for at få de sidste i orden, siger Per Kølle.

I går havde omkring 250 domæneejere reageret på lukningen af deres domæne.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu