Svenske online-medier vil have penge

MediaWatch

Siden sidste efterår har to svenske iværksættere ledet forhandlingerne med teleselskaberne, og det er lykkedes for dem at samle hele mediebranchen bag sig, skriver Eko24.

De to svenskere, Markus Aglander og Anders Lövbrand, kan nemlig via deres firma, Tric, præsentere et filter, som gør det muligt for medie-leverandørerne at identificere, hvilke brugere, der har hvilke internet-operatører.

På den måde kan medieleverandørerne lukke brugerne ind - eller holde dem ude - afhængigt af, om teleoperatøren har en aftale med det pågældende site.

Ideen er, at operatøren skal betale en trafikafgift pr. måned til indholdsleverandørerne. Totalt set forestiller medie-gruppen bag de to forhandlere sig, at skulle have omkring 300 millioner svenske kroner ud af de 3,4 milliarder kroner, som teleselskaberne får ind i abonnementsafgifter.

Forhandlingerne bliver taget alvorligt hos de fleste store medie-foretagender, skriver det svenske økonomi-site Eko24, som selv er med i mediegruppen.

Blandt de øvrige selskaber i medie-gruppen er Bonniers og Schibsted, der ejer bl.a. Aftonbladet, Expressen, Dagens Nyheter, Dagens Industri og Svenska Dagbladet. Men også de rene netmedier som MSN, Passagen, MTGs Finanstidningen og altså Ekonomi24 står bag Tric.

Teleselskaberne er positive overfor tankerne, siger en Tric-talsmand, Johan Lagercrantz:

- Vi diskuterer med de tre store operatører. De er positive. De sidder i en situation, hvor de konkurrerer på prisen på et mættet marked. Her er en mulighed for, at operatørerne kan segmentere markedet og skabe differentierede produkter med differentierede priser.

Indholdsleverandørerne og internetoperatørerne må arbejde sammen. Et samarbejde vil give operatørerne mulighed for at konkurrere på indhold. Uden indhold, ingen distribution - og vice versa, mener Johan Lagercrantz.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu