Bonnier har digitale TV-ambitioner

MediaWatch

Ifølge bladet Visions oplysninger planlægger TV4 at lancere mindst fire nye digitale kanaler. Bonnier ejer i dag 40 procent af TV4 gennem selskabet Alma Media.

TV4s nuværende programrettigheder betyder for eksempel, at omkostningerne ved en ny ren filmkanal ville være marginale. I TV4-systemet findes også ambitioner om en sportskanal, en 24 timers nyhedskanal, ligesom en soapkanal indgår i overvejelserne om en attraktiv programbuket til det digitale sendenet.

En sådan buket med TV4-kanaler er præcis, hvad det jordbaserede sendenet trænger til, for at erstatte MTGs fem kanaler, herunder TV3, hvis ikke man vil risikere at salget af set-top bokse går fuldstændig i stå.

TV4 har netop indledt forhandlinger med kulturminister Marita Ulvskog om en nedtrapning af dets koncessionsafgifter. Og handlen, der vil gøre alle tilfredse, kunne være, at TV4 sparer koncessionsafgifterne, men til gengæld investerer millionerne i nye kanaler, der kan drive det digitale jordnet.

Ministeren har som i Danmark satset betydelig prestige på sendenettet, men det har indtil videre haft meget begrænset succes med at tiltrække seere.

I kulissen venter også en TV4-aftale med Canal Digital om at de nye TV4-kanaler distribueres på den digitale Canal Digital platform.

Der er således lagt op til, at magtbalancen i det svenske mediebillede kan forrykke sig på sigt. Dette kunne inspirere det SBS-ejede Kanal5 til at satse på sendenettet og udfordre TV3. Det forudsætter dog en stærkere ejer af Kanal5.

SBS er i nogen grad vingeskudt på TV-området i Norden med tyngende underskud blandt andet i Danmark. Det kommer ikke på tale at MTG vil købe SBS, forlyder det, men ifølge Vision kigger Bonnier på mulighederne i at købe i hvert fald Kanal5. Og således operere med en koordineret to-kanal løsning, som TV2 og TVNorge gør i Norge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu