Europa fri af fald, US futures op

MediaWatch

Det var blandt andet stærke finansielle aktier og en stigning i Deutsche Telekom og Vodafone, der var med til at vende indeksene. Herudover blev vendingen forstærket af indikationer på en stærkere åbning i USA klokken 15:30 dansk tid. Nasdaq futures peger på 14 points fremgang ved åbningen og 4 point i Standard & Poors indekset.

Lidt efter klokken 15 lå FTSE 100 indekset i London marginalt 0,03 procent højere. Det tyske DAX indeks 0,62 procent højere og det franske CAC 40 indeks marginalt 0,1 procent lavere.

Før åbningen i USA er der kommet de såkaldte "initial claims", det vil sige ansøgninger om arbejdsløshedsunderstøttelse og de viste det højeste antal ansøgninger om understøttelse i en måned - 419.000 mod 411.000 i ugen før, analytikerne havde forventet 405.000. Imidlertid faldt det såkaldte 4 ugers glidende gennemsnit, der udjævner udsving på ugebasis og det er positivt.

Morgendagen byder på Arbejdsmarkedsrapport for US-økonomien. I en Reuters rundspørge forventer økonomerne en stigning i arbejdsløshedsprocenten for maj til 4,6 procent mod 4,5 procent i april. Herudover er der fredag NAPM-indeks, der anses for en af de vigtigste og mest driftssikre aktivitets- og forventningsmålere i US-økonomien.

Herhjemme ligger KFX-indekset omkring klokken 15:00 i 316,12 - 0,47 procent højere. GN Store Nord der fik et styrtdyk fra morgenstunden ovenpå første kvartalsregnskabet til kurs 86 har rettet sig og ligger nu marginalt 0,52 procent lavere i forhold til gårsdagens lukkekurs i kurs 96.

TDC ligger 1,52 procent højere i kurs 370. i-data og NKT ligger henholdsvis 3,85 og 1,03 procent lavere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu