Aktieugen, der gik

MediaWatch

Fredag lukkede aktierne i let rødt i lyset af en ny strøm af faresignaler for US-økonomien. Nasdaq-indekset faldt fredag 1,36 procent til 2.251,03, men lukker 2,4 procent højere målt på ugen. Dow Jones formåede netop at holde sig over det vigtige 11.000 skel og lukkede fredag 1,1 procent lavere i 11.005,37. Målt på ugen taber bluechipsindekset 2,7 procent.

På grund af Memorial Day mandag, hvor de amerikanske markeder er lukkede var handlen fredag særdeles lav, det mindste handelsvolumen på New York Stock Exchange i år. Når der hertil lægges en strøm af negative nøgletal om økonomien, samt de forudgående dages stigninger, så synes det begrænsede fald meget forventeligt.

Før børsklokken fredag offentliggjorde Commerce Department, den reviderede GDP-vækst for første kvartal, der viste en revideret vækstrate på 1,3 procent. Det var væsentligt under den først meddelte vækstrate på 2 procent og det reviderede tal kom også under økonomernes forventninger på 1,4 procent. Der er nu forventninger om at vækstraten for andet kvartal kommer lavere end de reviderede 1,3 procent i første kvartal.

Herudover fik investorerne tal for hussalgene i april, der udviste et fald på 4,2 procent. Endvidere viste tal for nye ordrer på langvarige forbrugsgoder - såkaldte Big-ticket items, som f.eks. biler, hårde hvide varer, m.v. - et styrtdyk på 5 procent i april. Det kraftige dyk i april kommer ovenpå en stigning på 2,2 procent i marts og iagttagere rådede til at tage tallene med et gran salt, for disse tal er traditionelt meget volatile - det vil sige svingende.

Endnu en dæmper på forhåbningerne om, at US-økonomien var ved være ovre det værste fik investorerne fra Greenspans tale torsdag aften i New York Economic Club, idet han stadig så risiko for yderligere svækkelse af økonomien. Imidlertid styrkede Greenspans ord også forhåbningerne til yderligere rentenedsættelser også fordi Greenspan klart afviste bekymringer for inflationsbilledet i økonomien.

I strømmen af dyste nøgletal efterlod Michigan Universitetets forbrugertillidsindikator et lille håb, idet denne steg i maj måned til 92 mod 88,4 i april.

Næste uges makroøkonomiske indikatorer vil give investorerne yderligere pejlemærker om økonomiens tilstand og retning. Væsentligst kommer der fredag tal for arbejdsløsheden og de såkaldte pay roll numbers, der viser antallet af personer uden for landbrugssektoren på virksomhedernes lønningslister og de gennemsnitlige timelønninger.

KFX-indekset gik fredag godt hjulpet af TDC 1,27 procent højere til indeks 316,73. Målt på ugen stiger indekset 2,26 procent.

Nyheden om at der er forhandlinger mellem Telia, TDC og TDC's amerikanske ejer om en Telia overtagelse af SBC's 42 procents ejerandel af TDC overskyggede alt andet fredag. TDC lukkede hele 30 kroner højere i 354 - en stigning på 9,25 procent.

Herudover giver ugen et lidt blandet billede af de danske teknologiaktier: GN falder fra 103,5 til 101,5. NKT stiger fra 200 til 208. i-data falder fra 119 til 108. Navision der var gået frem op til regnskabet faldt cirka 10 procent på sine tal tirsdag, der dog stort set opfyldte analytikernes forventninger. Navision lukker fredag i 245 mod 258 i sidste uge.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu