TDC hamrer op på halve nyheder

MediaWatch

SBC, Tele Danmarks amerikanske ejer, der ikke har kommentarer til de førte samtaler, skal nok ikke være så kede af at nyheden slap ud og kom Financial Times for øre. For det kan skærpe interessen og kampen blandt de mulige købere til SBC's 42 procent store aktiepost i TDC.

Ligeledes må man antage at Dyremose & Co heller ikke er voldsomt generet af kurstrigger nyhedsudslippet, der kan fjerne lidt af investorernes opmærksomhed omkring de tørre TDC-regnskabstal fra årsregnskabet i februar, der skuffede vildt og første kvartalsregnskabet, der kun lige klarede skærene og fandt nåde for analytikernes øjne.

Den eneste substans i nyheden p.t. er, at den konfirmerer, hvad markedet også har gættet på i måneder og med stigende styrke efter udløbet af aktiernes lock-up-periode: Amerikanerne ønsker at trække sig ud af Europa.

Men det er der ikke så meget nyt i. SBC har selv indikeret over for deres aktionærer, at de ønskede at drosle ned eller afhænde deres europæiske selskaber og konsolidere sig på hjemmemarkedet. Hertil kommer, hvad man umiddelbart kan konkludere, hvis man sætter sig i amerikanernes sko:

"Boomet i de europæiske teleselskaber ser ud til at være overstået. Vi har købt billigt. Været med på opturen. Disse selskaber lever slet ikke op til vores normale indtjeningskrav. Og vejen fremover tegner problemfyldt. Lad os se at hive gevinsten hjem, medens tid er".

Analytikere og brancheeksperter en bloc ser ikke Telenor som nogen oplagt partner. Umiddelbart blev rygtet pure afvist som værende for usandsynligt - også på grund af Telenors køb af Sonofon, der ville give problemer med konkurrencemyndighederne. Så måske er det blot et første skridt på vejen i SBC's sonderinger og en løftestang til at tiltrække helt andre bejlere til aktieposten:

Svenske Telia, med erklærede nordiske ambitioner, eller Deutsche Telekom, som markedet før har gættet på.

Analytikerne vurderer en pris på 450 - 500 kroner pr. aktie for SBC's aktiepost i Tele Danmark, hvilket rundt regnet er en fordobling i forhold til de 260 som amerikanerne i sin tid betalte. Men problemet for SBC er, at de europæiske teleselskaber er finansielt klemt og ikke længere bare kan købe stort og småt.

En række analytikere gætter på at aktieposten sandsynligvis vil blive delt, og så vil der ikke være tvangsindløsning af de øvrige aktionærer og dermed får gevinsten for de aktionærer, der køber nu, betydelig længere udsigter - først ved en efterfølgende fusion, som den nye køber vil arbejde på.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu