Telenor bekræfter fusions-samtaler

MediaWatch

Onsdag morgen har Telenor sendt en meddelelse til Oslo-børsen om, at selskabet har ført samtaler med SBC Communications, der ejer godt 40 procent af TDC, om et køb af SBC's aktiepost i TDC – det tidligere Tele Danmark.

Samtalerne fortsætter eller også gør de ikke, siger pressetalsmand Dag Melgaard, Telenor, der afviser at give yderligere kommentarer.

Klokken 10 blev der indført børspause for handelen med Telenors aktier på Oslo Børs.

SBC købte op i TDC for fem år siden, og har været bundet op til sin 42-procent aktiepost frem til februar i år. Rygter har længe verseret om, at SBC vil skille sig af med ejerandelen.

Ifølge Dagens Næringsliv vil SBC's aktiepost koste Telenor 30 milliarder norske kroner. Dertil kommer en del af TDC's gæld, som ved årsskiftet var på omkring 35 milliarder danske kroner.

Telenor har på sin side realiseret en total gevinst på over 20 milliarder kroner før skat på sine investeringer i udlandet i løbet af de sidste måneder, og fremstår som et af de mindst forgældede teleselskaber i Europa.

Telenor bliver sandsynligvis, hvis handlen går igennem, nødt til at skille sig af med andelen i Sonofon, som Telenor ejer sammen med amerikanske BellSouth. Telenor købte sig ind i selskabet for cirka 14 milliarder kroner sidste år, men værdien af aktierne skal nu ligge omkring 10 milliarder.

Det er til gengæld en aktiepost, som Telia – der vil blive sat under pres med et Telenor-opkøb af TDC – måske vil finde interessant.

Dagens Næringsliv beretter desuden, at de politiske partier i Norge stiller sig positive overfor en fusion mellem de to nordiske teleselskaber.

Den norske stat har fortsat en 77-procent ejer-andel i Telenor, og avisen forudser, at en fusion vil tvinge staten til at nedbringe sin ejerandel yderligere.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu