Borgerlige ønsker til kommerciel radio

MediaWatch

Gruppen af partier vil pålægge regeringen at gennemføre en uafhængig undersøgelse af frekvensfordelingen på FM-båndet. Det skal blandt andet skabe plads til to nye helt lands-dækkende radiokanaler. Det er tanken, at det skal føre til en 5. og 6. radiokanal. Forslaget indebærer også, at der tillades fri networking for kommercielle radioer og højere sendestyrke for kommerciel radio, men samtidig en fastholdelse af mindre sendere på kommuneniveau til græsrodsradio og anden ikke-kommerciel radio.

Partierne mener, at der er behov for en undersøgelse af mulighederne for ny frekvensallokering på det danske FM bånd. For det første har tildelingen af den fjerde landsdækkende radiokanal til DR cementeret statens monopol, idet der med det nuværende frekvenslandkort ikke kan etableres en fuldt ud landsdækkende femte kanal. For det andet har strukturerne på lokalradioområdet ændret sig drastisk siden 80'erne, hvor kriterierne for frekvensallokeringen blev fastlagt.

Bagrunden for ønsket om fri networking er konkurrence. Et stærkt programsamarbejde mellem radiostationerne er vigtigt for at kunne klare sig i konkurrencen med flere landsdækkende kanaler. I dag må lokalradioer samsende nyheder, men ikke musik. Det finder forslagsstillerne er ulogisk, da musik lyder ens om det spilles fra Frederikshavn eller Viborg. De lokale nyheder er derimod vigtige for en lokalradios identitet.

Venstres Jens Rohde er talsmand for forslagsstillerne:

- Undersøgelser i andre europæiske lande har sandsynliggjort, at det er muligt at udnytte frekvensbåndet bedre end det sker i dag, og det tilmed i lande, hvor frekvensbåndet er langt mere tætpakket end i Danmark. Som følge af disse undersøgelser pågår der i øjeblikket intense nabolandsforhandlinger om frekvensressourcer.

Det er vor opfattelse, at Danmark skal sætte sig nogle klare mål om flere ressourcer og indgå aktivt i disse forhandlinger, således at Danmark kommer ikke bliver sat tilbage i det internationale spil om frekvenser. Det kræver, at Danmark går offensivt til værks.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu