Aktieugen, der gik

MediaWatch

Nasdaq-indekset faldt fredag til 1.890,86 - 2,57 procent lavere. Dow Jones gik med 207,87 point og 2,07 procent ned igennem det psykologisk vigtige 10.000 skel for at lukke i 9.823,41. Og ligeledes lukkede det bredere Standard & Poors indeks 1,97 procent lavere. Samtidig kølnede en uventet stigning i Michigan forbrugertillids-indikatoren, markedets forhåbninger om en stor - 0,75 procentpoint - rentenedsættelse.

Målt på ugen faldt Nasdaq-teknologiindekset med 7,9 procent. Dow Jones indekset tabte 7,7 procent. I markedsværdi skønnes investorerne at have tabt mere end 900 milliarder dollar på ugen. Og siden marts sidste år har investorerne mistet værdier for 4,8 trillioner dollar - trillioner er 1000 milliarder - så 4.800 milliarder dollar.

Investorerne blev ligeledes fredag ramt af endnu en salve nye profitwarnings. Compaq advarede om at indtjeningen ville ende under markedets forventninger på baggrund af priskrig på PC-markedet og en svagere US-økonomi og selskabet vil skære cirka 5000 stillinger bort for at reducere omkostningerne. Oracle annoncerede i bedste fald udsigt til uændret indtjening. Og Computer Sciences tabte hele 21,40 dollar til kurs 32,70 dollar - et fald på næsten 40 procent - på at annoncere at det ville komme langt under markedets forventninger.

Compaq fik en forholdsvis blid behandling med et cirka 3 procents kursfald. Men også kollegaer som IBM, Hewlett-Packard og Dell måtte stå for skud. Således faldt IBM og Hewlett-Packard henholdsvis 6 og 7 procent og Dell tabte 2 procent.

Herudover gav fredagens makroøkonomiske nøgletal først gode nyheder i form af producentprisindekset, der viste et bedre inflationsbillede end forventet, hvilket kunne øge forhåbningerne om en stor 0,75 procents rentenedsættelse. Men disse forhåbninger blev senere reducerede, da Michigan Universitetets forbrugertillidsindikator for marts viste en højere end forventet forbrugertillid.

"Vi har brug for forbrugertilliden for at kunne begynde at se bunden på denne økonomiske opbremsning, men den dårlige nyhed er, at på kort sigt gør det en mindre rentenedsættelse fra Fed's side mere sandsynlig end en stor", udtalte Peter Coolidge, direktør hos Brean Murray & Co til Reuters.

Der er FOMC-møde - møde i den amerikanske centralbanks pengepolitiske komite - på tirsdag. Forventningerne hos de såkaldte Fed-watchers er at centralbanken nedsætter renten med 0,5 procentpoint og en halv procents rentenedsætttelse vurderes af iagttagere at være indiskonteret i kurserne.

De danske aktier fik ligeledes kærligheden at føle i ugen der gik. KFX-indekset gik under det psykologisk vigtige 300-skel og ugen gav anledning til tvivl om danske aktiers hidtidige gode modstandskraft, når de internationale vinde blæser stærkt sydover.

KFX-indekset blev hårdt ramt fredag med Nasdaq's negative åbning og lukkede i 292,9 -1,2 procent lavere. Det er laveste lukkeniveau siden juli og hele 6,4 procent lavere end sidste uges lukning i 313,26. Blandt de hårdest medtagne var igen Nasdaq-følsomme aktier som GN Store Nord (93), NKT (1350), i-data (145).

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu