Wall Street-bjørn forbudt for børn

MediaWatch

Fred Hickey er hans navn, og han er bestemt forbudt for børn. Nasdaq-aktierne har sat mere end 60 procent til siden toppen sidste år i marts, og de fleste på Wall Street er enige om, at markedet er ved at have nået bunden. Men ikke Hickey: Dow Jones i 5000, Nasdaq under 1000 og Standard & Poors 500-indekset omkring 600, er hans dystre gæt på, hvornår markederne begynder at blive fornuftigt prisfastsat i forhold til historiske Price/Earnings-tal.

Får Hickey ret, så skal indeksene stort set halveres:

- Det vi ser, er afviklingen af en boble, og vi skal tilbage ikke bare til normale Price/Earnings-niveauer, men endda under disse, siger Hickey. En halvering af bluechipsindekset Dow Jones til 5000 betyder, at Dow Jones aktierne skal handles på P/E-værdier omkring 10,5 - det vil sige 10,5 gange selskabernes indtjening de seneste 12 måneder. De handles i øjeblikket omkring 21 gange de sidste 12 måneders indtjening. Hickeys resonnement vedrørende Nasdaq- og S&P-indekset er helt parallelt.

Hickey udgiver et efter sigende altid "bearish" nyhedsbrev. - Intet kan redde computerindustrien, skrev Hickey sidste år i marts til sine abonnenter. I slutningen af år 2000 spåede han, at Nasdaq-indexet ville nå 1000-mærket i det ny år.

Bjørnen Hickey ser recession i US-økonomien og mener, at man burde se nærmere på faren for depression. At tale om et V-formet konjunkturnedgang afviser han. Der er ikke bare tale om en korrektion af lagrene, siger han.

- Vi har haft en nedbrydning af en masse værdier i markedet og en nedgang i den globale økonomi. Hvis du tror det er en boble, så er udsigterne ikke gode. Det japanske marked er lavere nu, end det var for 16 år siden efter et kollaps forårsaget af en investeringsboble, udtalte Fred Hickey til Wall Street Journal.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu