Internet annoncører søger nye veje

MediaWatch

På Internettet er det svært at fange brugernes flygtige opmærksomhed. Her handler det om at skille sig ud fra mængden og få respondenterne til at foretage de ønskede handlinger, hvilket de hidtidige annoncemetoder ikke helt har formået at leve op til.

Derfor prøver annoncørerne sig nu med nye midler som større annoncer, såkaldte hyperboards, pop-ups og pop-back - det vil sige annoncer, som kommer frem igen, når brugeren forlader en site. Også de nye Dynamisk HTML, DHTML, vinder i stigende grad indpas, hvor animationerne kan bevæge sig udenfor de rammer, som er afsat til annonceringen.

Ifølge norske Dagens Næringsliv er Sverige langt fremme med at afprøve nye Internet-reklamer. Det gælder blandt andet svenske Dagens Industri, som i længere tid har eksperimenteret med nye og mere teknisk avancerede annonceringsformer, og ifølge Jonas Linnér, giver det en bedre eksponering og klikrate end de traditionelle bannere. Det samme gælder, hvis annoncerne understøttes af animationer og/eller lyd, siger Linnér.

De norske mediebureauer er imødekommende overfor de nye tiltag, men brugen af for eksempel DHTML må ikke overdrives, så annoncerne bliver til gene for brugerne, mener direktør Christian Astrup fra norske Synergi Interactive.

Både Christian Astrup og Internetrådgiver Helene Friis fra norske Mediacom Interactive afviser imidlertid at traditionelle bannerannoncer har udspillet sin rolle. Internet annoncering handler om at skræddersy annoncer til formålet og om at opbygge mærkevarekendskab, og skal derfor ikke kun måles i antal klik.

De nye teknisk komplicerede annonceformer ventes i stigende grad at vinde frem i Internet universet i takt med at flere brugere får hurtige bredbåndsopkoblinger til Internettet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu