Framfab investerer i Orange

MediaWatch

Framfab, der er blevet hårdt ramt af nedgangstiderne i IT-branchen, føler sig stadig forpligtet til at investere i opbygningen af de nye 3G netværk. En andel på otte procent af den svenske del af teleoperatøren Orange kan i givet fald ende med at koste selskabet 1,6 milliarder svenske kroner, skriver Dagens Industri.

- Så længe vi ejer en del af Orange, vil vi opfylde de betingelser, der er forbundet hermed, siger informationschef i Framfab Leif Anderson. Framfab har erhvervet sine forpligtelser i forhold til Orange, ved at eje en andel på 11 procent i Bredbandsbolaget samt 15 procent af dets datterselskab Bredband Mobil. Sidstnævnte ejer således en tredjedel af det Orangekonsortium, som vandt en af de svenske 3G-licenser for nyligt.

I øjeblikket går spekulationerne på, om Framfab vil sælge sin andel i Bredbandsbolaget, for på denne måde at slippe for udgifterne forbundet med den planlagte opbygning af 3G-netværkene.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu