Mobilt indhold skal koste penge

MediaWatch

Investeringerne i ny teknik og infrastruktur i Europa kan ikke forrentes alene ved at kræve minutbetaling på samme måde som i dag. De fleste teleselskaber satser derfor på, at forbrugerne ikke bare skal betale for tid men også for indhold på det mobile internet. I f.eks. Tyskland, Sverige og Norge er mobilkunderne allerede vant til at betale for indhold i form af overtakserede SMS. Det er ikke tilfældet i Danmark, hvor de store selskaber, med en enkelt undtagelse, næsten udelukkende tjener på trafikken. Det skriver Berlingske Tidende.

Analytiker John Strand forudser, at teleselskaberne skal hente 20-30 procent af deres indtjening på salg eller formidling af indhold, når UMTS afløser GSM-nettet i løbet af nogle år. - Overtakserede SMS-tjenester er en oplagt mulighed til at vænne forbrugerne til betaling for indhold, siger John Strand. Mobilix har siden 1998 tilbudt abonnenterne sport, nyheder, nummerudsigter med mere via SMS for 50 øre per gang eller 10 kr. fast om måneden for en tjeneste. Xavier Lefebvre, der leder Mobilix' Media Division, mener ikke, at det afgørende spørgsmål er, om man kan få kunderne til at acceptere overtaksering. Det handler i stedet om at tilbyde en service, som kunden er villig til at betale for.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu