Nasdaq og Deutsche Börse forhandler

MediaWatch

Nasdaq, der udover at være verdens næststørste børs regnes for verdens førende børs for teknologiaktier, ser nu ud til at få ønsket om en europæisk partner opfyldt. Deutsche Börse, hvis egen børsnotering finder sted i næste måned, skal således være parat til at bruge en del af indtægterne på en andel i Nasdaq børsen, skriver Erhvervsbladet.

Nasdaq, der venter mange nye børsnoteringer i Europa i de nærmeste år, er særdeles interesseret i at få adgang til hvad der tegner til at blive et lukrativt marked. Et eventuelt samarbejde skal dog først godkendes af Deutsche Börse's aktionærer.

Hvis samarbejdet bliver en realitet vil det kunne lette den globale aktiehandel og åbne op for handel i de mest attraktive selskaber døgnet rundt. Samarbejdet vil ligeledes være en bet for London-børsen, der så sent som sidste år måtte se sine planer om en ny vækstbørs blive blokeret.

Verdens førende børs, New York Stock Exchange, NYSE, har allerede lavet en aftale med Euronext-børserne i Amsterdam, Bruxelles og Paris. Planen i den forbindelse er, at skabe et global marked for aktiehandel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu