Verdens højeste CD-afgift i Danmark

MediaWatch

Regeringen har fremsat et forslag til ændring af ophavsretsloven, som vil give en begrænset mulighed for lovlig digital kopiering til eget privat brug. Trods den kommende snævre adgang til digital kopiering, vil forvaltningsorganisationen Copy-Dan fortsat introducere verdens højeste CD-afgift i Danmark, skriver Jyllands-Posten.

Den kommende afgift bliver i givet fald på 3,86 kroner per uindspillet CD, hvilket kan sammenlignes med tilsvarende priser i Sverige og Tyskland på henholdsvis 56 øre og 16 øre i afgift per uindspillet CD. I England kan de uindspillede CD'er endvidere købes helt uden afgift.

Formand for Copy-Dan Båndkopi, Arne Würgler, forsvarer den høje afgift med, at man i Danmark har en anden måde at skrue økonomien sammen på end i andre lande, herunder med et højt skattetryk og høj moms. Samtidig henviser han til, at situationen er anderledes i Danmark end i for eksempel England og Tyskland, fordi vi er et lille sprogområde.

Partierne Venstre og Konservative har dog meldt ud, at de vil forsøge at bekæmpe den varslede afgift.

CD-afgiften skal ifølge Copy-Dan fordeles til diverse kunstnere som kompensation for den kommende legale digitale kopiering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu