TV 2’s annoncepriser kritiseres

MediaWatch

De voldsomme reaktioner skyldes, at beregninger foretaget af Dansk Annoncørforening og mediabureauer viser, at prisstigningerne kombineret med en revidering af TV 2's rabatordninger for en række annoncører vil medføre prisstigninger på mellem 20 og 40 procent. På dette grundlag anbefales annoncørerne at forhale indgåelsen af årsaftaler med TV 2, indtil der har været mulighed for at drøfte alternative annoncemedier, skriver Børsen.

TV 2 har bebudet en prisstigning på 3,8 procent i grundprisen på reklamer, men har samtidig af Konkurrencerådet fået besked om, at dele af stationens rabatordninger er ulovlige og dermed ikke kan anvendes. Det har fået TV 2 til at nedjustere sine rabatordninger. Denne samtidige nedjustering af rabatter og prisstigning i reklameprisen får nu annoncørerne og mediabureauerne til at samles på et møde næste tirsdag, hvor situationen skal drøftes, og hvor det blandt andet skal overvejes om en større del af annoncebudgetterne skal overføres til andre TV-stationer eller andre medier.

Ifølge Dansk Annoncørforening skal TV3 og TVDanmark imidlertid ikke tro, at de automatisk kan få del i en større del af annoncebudgetterne. Det kræver, at de foreliggende alternativer fra disse stationer har noget bedre at byde på end TV 2.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu