Tele Danmark afkræves forklaring

MediaWatch

De schweiziske telemyndigheder udbeder sig en forklaring på rygterne om, at Tele Danmark og Deutsche Telekom skulle have indgået en aftale forud for den schweiziske auktion over UMTS-licenser. Den schweiziske regering havde håbet på, at auktionen over licenser til tredje generations mobiltelefoni ville indbringe adskillige milliarder schweiziske franc, men indtægterne blev kun på 205 millioner franc. Det skyldes, at antallet af bydere blev reduceret til fire fra oprindeligt 10, skriver Reuters.

Deutsche Telekom's T-Mobile var blandt de selskaber, der trak sig tidligt, mens Tele Danmark skaffede sig en majoritetsandel i det fusionerede selskab mellem diAx og Sunrise, der begge var blandt de oprindelige bydere. Både Tele Danmark og Deutsche Telekom afviser, at der forelå en aftale forud for auktionen.

En talsmand fra den schweiziske telemyndighed oplyser, at myndighederne, i lyset af de aktuelle rygter om, at Deutsche Telekom vil købe en andel i Tele Danmark, har sendt et brev til diAx. I brevet afkræves diAx en forklaring på, om der var indgået en aftale mellem Deutsche Telekom og Tele Danmark forud for auktionen. En talskvinde fra diAx oplyser, at brevet er videresendt til Tele Danmark. Tele Danmark oplyser, at man arbejder på at besvare brevet.

Ifølge talsmanden for den schweiziske telemyndighed risikerer diAx at få frataget den vundne licens, hvis det viser sig, at der var en aftale mellem teleselskaberne før auktionen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu