3G-vindere satser milliarder

MediaWatch

Efter uddelingen i lørdags står det klart, at når vinderne af de svenske UMTS licenser præsenterer deres investeringsplaner, bliver omkostningerne per kunde skyhøje i forhold til, hvad operatørerne tidligere har investeret i deres GSM-net. Det skriver computersweden.se.

Det skyldes, at det i betingelserne fra den svenske post- og telestyrelse, PTS, fremgår, at operatørerne blandt andet skal etablere fuld national UMTS dækning i Sverige, og at mindst 30 procent af net-dækningen skal være baseret på selskabernes eget net.

Baseret på et skøn over de nødvendige investeringer har de fire vindere af licenserne et investeringsbehov svingende fra 15 milliarder svenske kroner til 36,9 milliarder svenske kroner. Det indebærer for den ene af vinderne, Tele2, at der er tale om et investeringsbehov per kunde på 13.000 svenske kroner. Det skal sammenlignes med, at Tele2 hidtil har investeret 2.500 svenske kroner per GSM-kunde.

De store investeringer skræmmer dog ikke vinderne. Tværtimod giver de udtryk for, at udviklingen af det mobile Internet giver mulighed for mange nye tjenester, som kan give nye indtægter dels i form af stigende datatrafik og dels i form af et stigende udbud af betalingstjenester.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu