Reviderede regler for KFX-indekset

MediaWatch

Ved handelsbare indeks forstås indeks, hvorpå der kan handles derivater, primært futures og optioner. Ændringerne vedrører situationer, hvor der sker korrektioner af indekset. På den måde sikrer Fondsbørsen et optimalt udgangspunkt for handel med derivater over landegrænser.

Ændringerne er således et led i bestræbelserne på at skabe mere liv i det meget begrænsede marked for danske derivatprodukter. Derivathandlen blev den 27. november 2000 flyttet til et nyt handelssystem, Click, og i 2001 forventes de danske produkter også handlet i Stockholm og London sammen med tilsvarende svenske og norske produkter.

Hidtil har det været administrativt meget omfattende at korrigere ved visse emissionstyper f.eks. ved udstedelse af konvertible obligationer eller ved emissioner, der kan relateres til markedskursen. For at forenkle handlen i og vedligeholdelsen af afdækningsporteføljen vil der fremover kun blive korrigeret i KFX-indekset, hvis en hændelse i en aktie i KFX-porteføljen er af kurspåvirkende karakter.

Det betyder, at KFX-porteføljen så at sige bliver låst mellem revisionerne, medmindre der er tale om kurspåvirkende hændelser.

- Vores udgangspunkt for at ændre regelsættet for KFX-indekset har været et ønske om at give investorerne bedre muligheder for at afdække finansielle positioner ved at benytte futures og optioner udstedt på KFX-indekset. Dette gælder ikke mindst for det stigende antal udenlandske investorer, der nu får derivatprodukter konstrueret ud fra internationale standarder til afdækning af deres danske positioner, siger administrerende direktør Hans-Ole Jochumsen fra KFX-indekset.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu