Net annoncer vinder markedsandele

MediaWatch

Ifølge amerikanske e-Marketer er vækstraterne for henholdsvis online annoncering og traditionel annoncering ensbetydende med, at online annoncering vil udgøre en stigende andel af den totale annoncevolumen.

Mens online annoncering i 1999 udgjorde 1,6 procent af den samlede annoncering, vil denne andel i 2005 stige til over 10 procent.

eMarketer henviser til, at der i 2000 vil være en vækst på 97 procent for annoncering via Internettet. Det er et fald på knap 20 procent i forhold til 1999, hvor væksten var på 116 procent.

Imidlertid er der fortsat tale om en vækstrate, som er højere end i de fleste andre industrier. e-Marketer forudser endvidere, at væksten vil være faldende i løbet af de kommende år og i 2005 vil være på 23 procent. Den gennemsnitlige vækst fra 1997 til 2005 vil således være på 67 procent.

På trods af de faldende vækstrater vil online annoncering ifølge e-Marketer vinde markedsandele i forhold til offline annoncering. Det skyldes først og fremmest, at traditionel markedsføring har en langt lavere vækstrate. For eksempel voksede traditionel markedsføring i 1999 med seks procent, hvilket i 2000 forventes at falde til to procent.

Den gennemsnitlige vækstrate fra 1997 til 2005 vil være 4,6 procent, hvilket er 15 gange lavere end væksten for online annoncering.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu