Lastminute risikerer investorflugt

MediaWatch

De første investorer i Lastminute, som for eksempel ventureselskabet Arts Alliance og Global Retail Partners, havde oprindeligt fastlåst sine investeringer indtil 180 dage efter børsnoteringen i marts. De fleste af dem indvilligede imidlertid i september måned i at forlænge bindingsperioden for 90 procent af deres investering med endnu tre måneder, for at undgå ukontrolleret salg af Lastminute aktier, skriver Financial Times.

Kapitalindskydernes bekymringer omkring bindingsperioden er imidlertid steget i løbet af året i takt med faldet i Lastminutes aktiekurser. Da kapitalindskyderne aftalte bindingsperioden lå kursen på Lastminute aktien på 173,5 pence. Siden da er den mere end halveret til 81,5 pence, svarende til at selskabet værdisættes til 139 millioner pund.

Dertil kommer at Lastminute i september måned havde en kontantbeholdning på 104 millioner pund, inklusive de 20 millioner pund, som i mellemtiden er brugt på at opkøbe det franske rejseselskab Degriftour.

Lastminute er dog fortrøstningsfuld med hensyn til udsigten til, at investorerne begynder at sælge ud, under henvisning til at kun en mindre del af de beholdninger, som allerede er frigivet til salg, rent faktisk er blevet handlet.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu