Hul i 3G-forretningsmodellen

MediaWatch

Japans største mobiltelefoni udbyder, med erfaring i at udbyde de såkaldte i-mode services til 15 millioner abonnenter, frygter, at 3G services ikke vil være i stand til at generere så høj en omsætning som først forventet, skriver Financial Times.

Keiichi Enorki, som driver DoCoMo's i-mode, har testet 3G teknologien og mener slet ikke, at den er velegnet til at transmittere store video- eller lydfiler. Og det er netop denne form for tjenester, som telebranchen forventer vil generere en stor del af omsætningen ved 3G og dermed en væsentlig begrundelse for at betale milliarder for licenserne.

Brugerne vil slet ikke bruge mobiltelefonerne til at downloade de datatunge filer med. Det er derimod mere sandsynligt, at brugerne vil søge efter produktinformation via mobiltelefonen, hvor de vil downloade mindre lyd- og videosekvenser på 10-15 sekunder, og så efterfølgende foretage det endelige download via hjemme-pc'en eller set-top-boksen, hvor transmissionshastigheden vil være langt højere. Forretningsmodellen for den slags 3G tjenester ligger derfor i at opkræve tjenesteudbyderne kommission eller sælge reklameplads herfor.

DoCoMos pessimisme med hensyn til lyd- og videotjenester via 3G mobiltelefoni kan i værste fald medvirke til at ødelægge de kritiske investorers tro på, at det er en god ide at betale milliardbeløb for licenserne til at drive 3G telefoni i Europa.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu