Aktieugen der gik, og den der kommer

MediaWatch

Mandag nåede Nasdaq et nyt lavpunkt i 2966,72 efter et 2,6 procents fald. Tirsdag bød på en dramatisk stigning på 5,8 procent. Og torsdag på et ligeså dramatisk fald på 4,2 procent. Fredagens lukning i 3.027 er bare 3 indekspoint lavere end sidste fredag.

Usikkerheden om udfaldet af præsidentvalget, en skuffende indtjeningsmeddelelse fra Hewlett Packard, FOMC mødet i den amerikanske centralbank, og handel op og ned i de store tech-aktier dominerede ugen. Nasdaq ligger nu hele 41 procent lavere end den højeste lukning inden for det sidste år.

- Vi er stadig i et marked plaget af stor usikkerhed", udtalte Alan Ackerman, markedsstrateg hos Fahnestock & Co, til Reuters fredag. "Usikkerheden med hensyn til præsidentvalget ser ud til at nærme sig en afklaring, men lavere vækst i den amerikanske økonomi skaber forsat bange anelser om, hvad der vil ske med virksomhedernes indtjening, uddybede han.

At det uafklarede præsidentvalg bærer en stor del af skylden for de store udsving kunne blandt andet ses fredag, hvor Dow Jones steg 106 point, og Nasdaq 59 point, umiddelbart efter nyheden om en Florida dommers kendelse om, at valgmyndighederne kunne se bort fra de manuelle optællinger, hvilket ville give Bush sejren. En kendelse, som Gore imidlertid straks appellerede til Floridas højesteret, hvorfor der næppe som ventet kommer en endelig afgørelse i denne weekend.

Men den for markederne gode nyhed om præsidentvalget kunne ikke holde kurserne oppe ret længe - således nåede Nasdaq indekset på baggrund af indtjeningsbekymring også et lavpunkt inden for dagen, så langt nede som 2.967, det vil sige helt nede ved sidste 52-ugers lavpunktet.

I det lidt længere perspektiv ligger Nasdaq 41 procent fra årets top og 29 procent nede fra årsskiftet. Usikkerheden om præsidentvalget fortsætter ind i næste uge. Onsdagens FOMC møde ændrede ikke på centralbankens holdning til inflationsudsigterne, som markedet havde sat næsen op efter i håbet om en senere rentenedsættelse. Fredagen bød på nøgletal for byggeaktiviteten, der gav signaler om en mere moderat vækst. Næste uge vil byde på få nøgletal - især septembers handelsunderskud tirsdag. Herudover vil aktiviteten på markederne være lav sidst på ugen på grund af Thanksgiving torsdag, hvor mange vil holde forlænget weekend.

KFX-aktierne sluttede fredag i 326,93 - cirka 2 procent lavere end sidste fredag. Vækstaktieindekset KVX, der i vidt omfang fulgte Nasdaqs op- og nedture på ugen sluttede ugen i 844,34 - 3,21 procent lavere på ugen. Det nye KVX-indeks startede den 1. september i indeks 1000.
Tele Danmark fortsætter ned ad bakke og lukkede i 367 og tabte dermed næsten yderligere 4 procent på ugen. GN sluttede ugen i 160, næsten uændret i forhold til 165 sidste fredag. NKT steg 20 kroner på ugen og sluttede i 2150. i-data steg kraftigt med 7,62 procent fredag efter at være blevet føjet til finanshuset Morgan Stanleys MCSI-indeks. Et indeks, som mange investorer vælger at sammensætte deres porteføljer efter. i-data sluttede i 650.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu