Nasdaq sætter bundrekord

MediaWatch

Afslutningen på en uge præget af usikkerhed i forbindelse med det amerikanske præsidentvalg, samt skuffende indtjeningsresultater fra de ledende teknologiselskaber Intel og Dell Computer, sendte natten til lørdag dansk tid Nasdaqindekset ned i bundrekord for det seneste år, skriver CNET.

Indekset faldt således 171,56 point og lukkede handelsdagen i niveau 3028,99. Faldet svarer til en nedgang på fem procent. Dow Jones indekset sluttede ligeledes dagen med et fald. Nedgangen blev på 231,30 point, svarende til to procent og slutniveauet endte på 10602,95.

Dow Jones indekset blev især trukket ned af Intel, hvis aktie blev handlet 11 procent ned til en slutkurs på 37 dollar. Intel-aktien har i det forløbne år svinget mellem en bund på 35 og en top på 75,81 dollar.

Det brede Standard & Poor indeks fulgte Dow Jones og faldt også to procent, svarende til en nedgang på 34,16 point. Niveauet endte i 1365,98.

Ifølge analytikerne er det den usædvanlige kombination af politisk og økonomisk angst, der har fået investorerne til at glemme de fundamentale retningslinjer i aktiehandel.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu