Aktieugen der gik, og den der kommer

MediaWatch

KFX-aktierne sluttede 0,52 procent lavere fredag og tabte 2,5 procent på ugen. Det danske vækstaktie-indeks KVX endte fredag 2,04 procent lavere i 942,57.

Tele Danmark har tabt 9 procent på ugen efter regnskabsmedelelsen fredag og befinder sig tæt på den laveste kurs i 52 uger. GN og NKT er steget henholdsvis cirka 3 og 9 procent i ugens løb. Navision mistede sin plads i KFX-indekset, men aktien har til gengæld opnået en trøsteplads i KVX-indekset. I-data opnåede som ventet en eftertragtet plads blandt KFX-aktierne.

Efter en særdeles stormfuld oktober, er der stærkt delte meninger om, hvorvidt der synes at være en vending på vej i de amerikanske teknologiaktier. Håbefulde iagttagere mener, at den positive afslutning på børsugen for teknologiaktierne i slutningen af ugen indikerer en mulighed for en kursopgang i teknologiaktierne i de sidste måneder af året.

Argumentationen herfor er, at markedet er oversolgt, og at investorerne nu har fået de dårligste nyheder. Herunder ses gevinsthjemtagningen i Dow Jones aktierne og den efterfølgende anbringelse af midlerne i Nasdaq-aktierne i ugens sidste børsdage som et tegn på muligheden for en kursopgang i teknologiaktierne i årets sidste måneder.

Andre iagttagere er mere mådeholdne og mener, at der stadig er masser af negative nyheder til markedet, og spår, at det eneste man kan regne stensikkert med i den kommende tid for teknologi-aktierne er den høje volatilitet, det vil sige svingende kurser, i markederne.

Fredagens job-tal for oktober viste en amerikansk arbejdsløshedsprocent på 3,9 procent - samme tal som i september, og den laveste amerikanske arbejdsløshedsprocent i 30 år.

Den gentagne rekord-lave arbejdsløshedsprocent på trods af en overvægt af nylige nøgletal, der samlet indikerer et lavere væksttempo i den amerikanske økonomi, bringer en amerikansk rentenedsættelse længere væk. Ligeledes steg de gennemsnitlige amerikanske timelønninger en anelse mere end forventet, hvilket markedet heller ikke tog synderlig notits af. Markedets manglende negative reaktion på disse to relativt dårlige nyheder for virksomhedernes omkostninger bedømmes til muligvis at indikere, at en begyndende opgang kan fortsætte.

De meget højt prisfastsatte fiberoptik-aktier sluttede ugen med pæne stigninger efter de dramatiske kursfald midt på ugen - blandt andet Nortel og Corning. Ligeledes var flere af internetaktierne medvirkende til fredagens stigning i Nasdaq-indekset. De store chips-aktier faldt igen solidt midt på ugen, men steg så umiddelbart næsten tilsvarende dagen efter og endte ugen i svagt plus.

I den kommende uge vil Cisco fremlægge indtjenings-resultat mandag efter børstid. Ligeledes ventes der meddelelse fra Dell senere på ugen. Resultaterne fra disse giganter vil givetvis kunne få stor betydning for markedet. Hertil kommer usikkerhed vedrørende det tætte præsidentvalg, hvor markederne dog ikke har en egentlig favorit - samt usikkerhed vedrørende euroen, hvor fredagens intervention kun havde en kortvarig positiv effekt, der hurtigt blev spist op efter fremkomsten af de nye job- og løn tal for den amerikanske økonomi.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu