BBC overvejer online-reklamer

MediaWatch

I bestræbelserne på at finde nye indtægtskilder, der vil kunne finansiere yderligere programmering samt udvidelse af online-indholdet, vender BBC sig nu mod reklamemarkedet. Dermed lægges der op til et kontroversielt brud på selskabets reklamefri kultur, skriver Financial Times.

Ifølge BBC's generaldirektør, Greg Dyke, er overvejelserne endnu på et tidligt stade, og han understreger i den forbindelse, at Online's nyheds- og undervisningsservices vil forblive reklamefri. Samtidig gør han det klart, at han personligt er imod reklamer på BBC's TV og radiodel.

Indtil videre vil selskabets strateger undersøge, hvilke muligheder der eksisterer, samt hvorledes disse influerer på public service forpligtigelserne.

- Vi ved, at der eksisterer muligheder i den retning, men det vi vil se på, er hvor store de er, samt hvor meget de i givet fald kan indbringe - således Dykes.

En eventuel implementering af reklamer vil sandsynligvis møde modstand fra selskabets new media konkurrenter samt de politikere, der er imod en kommercialisering af public service broadcasteren.

BBC finansieres i dag via en licensafgift på 104 britiske pund per husstand med TV.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu