Enighed mellem DR og Viasat

MediaWatch

Så blev der fred mellem TV-stationerne. Torsdag blev der afholdt møde mellem Viasat, Nordic Satellite Company (NSAB) og Danmarks Radio. Parterne blev efter eget udsagn enige om at intensivere arbejdet med at finde løsninger der sikrer, at DR inden for kort tid bliver tilgængelig også på Viasats digitale parabolkort til modtagelse fra satellitpositionen 5 grader øst samtidig med, at Viasat vil distribuere sine kort og eventuelt kortmoduler i det åbne marked.

Samtidig er parterne blevet enige om, at dette sker som led i det nordiske samarbejde(Nordig) om at etablere en fremtidig standardiseret platform for digital TV i Norden således, at forbrugerne kan bruge samme modtagertype til signalerne fra alle distributører.

Viasat Broadcasting skærpede ellers tonen tidligere på måneden i striden om parabolkort i den digitale fremtid, og anklagede Danmarks Radio for at føre industripolitik ved at foretrække samarbejdet med Canal Digital frem for Viasat.

Kritikken rettede sig i særdeleshed mod Danmarks Radio, men også TV 2, fordi de to offentlige TV-kanaler på det tidspunkt udmeldte, at de kun ville gøre deres kanaler tilgængelige for Canal Digital's kunder. Viasat kaldte det en boykot af selskabet og vurderede, at det vil gå ud over dets kunder.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu