Vivendi vil undgå undersøgelse

MediaWatch

Et fremtrædende medlem af Vivendis ledelse har i går haft samtaler med EU-kommissionen for at drøfte muligheden for, at selskabet kan undgå at få sin fusion med canadiske Seagram udsat for en dybdegående fire måneders undersøgelse, skriver Financial Times.

EU's konkurrencekommissær Mario Monti mødtes torsdag med sine embedsmænd, for at diskutere hvorvidt Kommissionen skulle udvide sin undersøgelse af den forestående fusion. Monti skal senest i dag afgøre om fusionen skal godkendes eller ej.

Det forlyder, at Monti's embedsmænd har anbefalet ham at åbne en dybdegående undersøgelse af fusionen, idet tilbagemeldingen fra Vivendi's konkurrenter indikerer, at der stadig er tvivlsspørgsmål ved handlen. Kommissionen havde ellers fundet selskabets indrømmelser særdeles positive, men konkurrenterne hævder, at der er visse problemer forbundet med Universals filmdistributions-rettigheder samt Canal Plus-franchiset. Vivendi mener, at det har givet de nødvendige indrømmelser for at få sin fusion godkendt. Herunder også de påståede områder omkring distributionsrettighederne.

Kommissionen kan, hvis den finder at en given sag fremstiller en kompleks problemstilling, indlede en fase to undersøgelse.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu