Silicon Valley på retur

MediaWatch

En rapport, der blev offentliggjort onsdag, konkluderer, at området syd for San Francisco, kendt som Silicon Valley, muligvis mister sin position som verdens førende hightech zone. Det vil ske, fordi leveomkostningerne på stedet er for høje. Det er for dyrt at lave forretninger, der er for lidt kvalificeret arbejdskraft og infrastrukturen er for dårlig, skriver AP.

Rapporten, der er udarbejdet i samarbejde mellem den regionale organisation Silicon Valley Network og konsulentfirmaet A.T. Kearney, konkluderer, at de lokale myndigheder i området er nødt til at gøre en indsats for at forbedre niveauet af livskvaliteten i Silicon Valley.

Indtil flere blue-chip teknologivirksomheder holder idag til i Silicon Valley. Heriblandt kan nævnes Intel og Yahoo, men flere af de nystartede virksomheder vælger, ifølge rapporten, at slå sig ned i andre mere attraktive internetbyer, såsom New York's Silicon Alley på Massachusetts Route 128, Tysklands Silicon Saxony og Intelligent Island i Singapore. Flere af disse områder tilbyder skattefordele, nye teknologiparker og andre frynsegoder der skal lokke de nye teknologivirksomheder til.

Undersøgelsen er baseret på interviews med chefer for over 100 virksomheder og viser, at der ikke længere er den samme optimisme at spore i området. Gennemsnitsprisen for et hus i Silicon Valley har for længst overskredet 500.000 dollar og mange ansatte har derfor ikke længere råd til at bo i området, men pendler gerne frem og tilbage med transporttider på op til 2 timer. Virksomhederne ønsker i den forbindelse et tættere samarbejde med de lokale myndigheder om uddannelsesprogrammer, skattefordele samt opførsel af billigere boliger.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu