Krav til AOL-Time Warner fusion

MediaWatch

Potentielle rivaler efter Time Warner og AOL fusionen opfordrer embedsmænd i FTC (Federal Trade Commission) til at sikre, at fusionen mellem AOL og Time Warner ikke begrænser forbrugernes valgmuligheder i forbindelse med messaging og andre nye Internet-tjenester, skriver AP.

De opfordrer regeringen til at gribe ind med betingelser, der sikrer, at det fusionerede selskab giver andre adgang til selskabets netværker og samtidig ikke hindrer muligheden for at nye services kan operere indbyrdes. Ifølge Louis Meisinger, Vice President i Walt Disney, er der ingen andre selskaber, der efter en fusion vil opnå så stor en markedsdominans. Selskabet vil efter fusionen kunne benytte sin pondus til at ekskludere andet indhold fra sine kabelsystemer, Internet-tjenester og nye underholdningstilbud som interaktivt TV.

Det frygtes, at hvis ikke Kongressen eller konkurrencestyrelsen griber ind, vil forbrugerne ikke kunne få adgang til interaktive tjenester fra andre indholdsudbydere end Time Warner's partnere.

John Froman, Vice President for Circuit City Stores, siger til AP, at kabelselskaber som Time Warner stadig har monopol på set-top boksene, der giver adgang til interaktive tjenester på TV. Eventuelle regeringsindgreb vil kunne sætte tempoet op for, at forbrugere får mulighed for at vælge mellem forskellige set-top bokse.

Det vurderes yderligere, at en statslig indgriben er nødvendig, fordi AOL ikke har gjort nogen anstrengelser for give forbrugere med andre systemer adgang til AOL's messaging program.

FTC har besluttet at blokere for fusionen, hvis ikke Time Warner og AOL går med til at give samtlige Internet-firmaer adgang til deres kabler linier. Efter sigende stiller FCC (Federal Communications Commission) lignende krav, som skal opfyldes før de vil godkende fusionen.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu