TvDanmark: EU-direktivet virker

MediaWatch

Kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen (R) har i dag kommenteret dagens dom i Court of Appeal ved High Court i London. I en pressemeddelelse siger ministeren, at "EU-direktivet har spillet fallit i England". I en kommentar til denne udtalelse siger TvDanmark 1s adm. direktør Jesper Sehested Lund:

- Sagen forholder sig stik modsat. I dag har vi netop fået bekræftet, at både EU-direktivet og den engelske lovgivning fungerer helt efter hensigten. Formålet er jo, at offentlige broadcastere - i dette tilfælde DR og TV2 - skal sikres mulighed for at byde på tv-rettighederne på fair og lige vilkår. Det har de haft - det fremgår klart af dommen. Hverken EU-direktivet, den engelske eller den danske lovgivning har til hensigt at sætte markedsmekanismerne ud af kraft. Og juraen i dette taler heller intet om, at f.eks. DR og TV2 skal have mulighed for at få rettighederne til en kunstig lav pris, siger Jesper Sehested Lund.

Derfor mener Jesper Sehested Lund, at det forekommer at være helt ved siden af sagen, når kulturministeren udtaler, at EU-direktivet og lovgivningen skal sikre, at alle kan se det danske fodboldlandsholds kampe. Ifølge Jesper Sehested Lund er det et faktum, at DR og TV2 svigtede seerne, da de havde mulighed for at byde på rettighederne. Det der står tilbage for Jesper Sehested Lund er, at EU-direktivet har vist sig at virke helt efter hensigten.

Del artikel

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Vær på forkant med udviklingen. Få den nyeste viden fra branchen med vores nyhedsbrev.

Nyhedsbrevsvilkår

Forsiden lige nu