Nye forsøg med GPRS fra Mobilix i Danmark og Itineris i Frankrig er så vellykkede, at Mobilix ser sig i stand til at lancere systemet fra årsskiftet.
GPRS (General Packet Radio Service) er en ny teknisk platform for dataforsendelse i det eksisterende GSM-net. Det forudsætter nye GSM-telefoner, men belønningen for investeringen er, at de mobile dataforbindelserne til den bærbare PC bliver næsten lige så hurtige som faste opkoblinger via en ISDN-forbindelse er i dag. GPRS giver hastigheder på op til 100 kbit/s mod de 9,6 kbit/s som er det eksisterende GSM-systems maksimumshastighed.
GPRS er netop den teknologi, som store dele af WAP-verdenen venter på. De høje hastigheder der ligger på omkring ti gange dagens hastigheder giver mulighed for at tilbyde nye, datatunge og komplekse applikationer i WAP. Også Mobilix er ved at forberede flere nye erhvervsservices, som har deres udgangspunkt i Internettet, og som vil blive lanceret som WAP-løsninger samtidig med at GPRS sættes i drift.
Mobilix understreger, at lancering af GPRS vil ske samtidig med og i nært samarbejde med de øvrige France Telecom-selskaber. Det betyder nemlig, at der fra dag ét vil være GPRS-dækning i op imod 50 lande i hele verden. I stort set hele Europa vil Mobilix' GPRS-kunder have fuld dækning for deres nye, superhurtige forbindelse til kontorets netværk og Internettet.